Vessaliriel “Vessa” Aurelith
Vessaliriel is half elven, a fact that did not survive even modest scrutiny when both her parents were elves.
The scandal orphaned her early. She was handed to the priestesses of Calistria, and the sisterhood has been her volatile family ever since. They raised her in a world where feminine guile opens more doors than any lockpick, where alliances sour without warning, and where vengeance, when properly administered, is swift, precise, and sweet.
Upon ordination, she took the surname Aurelith, after the saint who went lughing to the pyre, having named every lover who had sheltered her and every enemy who had tried to own her.
Armored from throat to heel, Vessa entered the Velvet Mandate, a sisterhood of chevaliers errant sworn to defend personal freedom, punish coercion, and draw the uninitiated into the faith by whispered doctrine, practiced seduction, or the instructive kiss of the whip.
Caelan Veyr
Et langt liv er hvad de fleste ønsker deres nærmeste, men man tænker sjældent på ulemperne. Med så mange år på bagen, at han for længst er stoppet med at tælle (omkring 360 år er hvad han falder tilbage på at sige), har Caelan Veyr meget erfaring i hvad der får verden til at hænge sammen og hvad der trækker den i lunser og stykker. Når man har deltaget i andres krige over flere århundrede, begynder man at se meningsløsheden i magtbegær. Hvorfor deltog han? Fordi han var god til at holde folk i live. Nogle gange er man god til noget man ikke nødvendigvis er glad for.
Med et kendskab til hvad grådighed forklædt som ære og magtbegær forklædt som orden kan føre til, har Caelan set kongeriger opstå ud af intet end falske krav, hvorefter han har set dem falde igen og gå i planetens glemmebog. Han var også ung og naiv engang, i langt længere tid end han har lyst til at indrømme. Han bar bannere og brugte sine talenter på slagmarker der i dagens sind ingen mening havde. Han var en god leder. Ikke den stærkeste, ikke den mest robuste, men han forstod taktik samt havde et overblik der ofte reddede flere end ham selv. Når han ser tilbage i dag forstår han bedre hans rolle i livet end han gjorde dengang. Han var så opsat på at vinde, overvinde og besejre dengang, men hans styrker lå et andet sted. At leve, overleve og forstå hvad han var oppe imod.
De fleste krige han var involveret i var mod andre kongeriger, imperier, herredømmer, stater eller nationer. Mange ord for det samme. Folk der påstod de ejede noget de havde taget og ville have mere. I de få tilfælde hvor Caelan endelig troede han skulle slås mod ondskab og ikke bare én side mod den anden, fik han en åbenbaring. De sagde det handlede om at skubbe kaos tilbage. Monstre der var alles fælles fjende og farlige for freden. “Der skulle gives plads til orden!”. De civiliserede skulle få indtog og nedlægge fæle kræ, hvis eneste motiver var at slå ihjel. Sandheden kunne ikke være længere fra de utallige udtalelser. I hans ældre dage kunne han ikke være mere uenig med sit yngre jeg. De såkaldte “civiliserede” var ofte dem der opførte sig uden fornuft og mønstre. De var utilregnelige. De fleste “monstre” var i det mindste drevet af noget så universelt som overlevelse med motiver der gav mening.
Caelan kæmper ikke længere på vegne af organisationer med ekspansionslyster. Han begiver sig stadig i kamp med såkaldte monstre, men dette for at efterlade et værk der kan hjælpe fremtidige generationer med at forstå disse bedre. Han gør det ikke for en gudelig balance eller lignende. Han er realist og ved at monstre er farlige, men ofte misforstået. Hvis de ikke udgør en trussel, og man kan lære at undgå en konfrontation, er det at foretrække. Er man nødtvunget til at slås, skal man have de bedste odds. Nogle siger at viden er halvdelen af en sejr, men Caelan vil mene det er 70%, hvor de 20% ofte er god forberedelse.
Den spæde start
Da han er opfostret af mennesker, kender Caelan ikke sine biologiske forældre. Eftersigende var han efterladt nær en brønd i en lille landsby en nat. Han har dog levet blandt både mennesker, elvere og dværge i sin tid. Det ældre par som tog ham ind kunne ikke selv få børn. En ældre oberst var manden han kunne kalde far, som var grunden til hans militære opvækst. Han var streng, men fair.
Med sine kompetencer kom Caelan vidt omkring. Han sendte altid penge hjem til sin familie, men hans levealder måtte se ham sige farvel til ikke blot hans fosterfamilie, men også landsbyen selv. Ingen katastrofer, men brønden rendte tør, nye handelsruter ændrede muligheder og folk flyttede. Over tid blev stedet forladt og overgroet af omliggende natur.
Da Caelan var omkring de 170 blev han selvstændig. Han delte sit arbejde op mellem sin passion for monstre og forskede i sine fund og tjente penge som vejfinder for dem der ville drage ud hvor faren truer. Han var aldrig motiveret af pengene, men der var altid skatte at finde der hvor faren lurede, og det var en perfekt kombo for Caelan. Det betød at han kunne bruge sin ekspertise i overlevelse og kamp til at tage folk tæt på fare og blive betalt for det. Tæt nok på til at hans forskning var mindre akademisk og mere praktisk erfaring. Efter godt 100 år som guide i **__** fandt Caelan sin første og eneste kærlighed i en druide ved navn Leina Stafford som drog med ham på en af hans udflugter. Sammen fik de en datter, halvelver og med morens øjne, ved navn Iris. De slog sig ned i en landsby meget som det sted Caelan opvoksede. Caelan fortsatte sit job, men var ekstra forsigtig end nogensinde før. Endelig kunne han bruge sin unikke evne til at beskytte andre til noget så kostbart.
Som en elver ved man at man udlever de fleste. De havde også snakket om det ofte hans kone and ham, men ingen af dem havde set den sorte vinter komme. Han husker det stadig som var det i går. Duften af et frisk æble, skåret i skiver på verandaen. Lyden af Iris der sang indenfor. Alt var idyl indtil sangen stoppede pludseligt. Han nåede kun lige at undre sig et øjeblik før hans kone brød ud i et hyl der kunne få enhver mand til at rejse sig på et splitsekund. Han så sin kone holde sit barns livsløse krop på gulvet, men skæbnen ville det at sorgen ikke skulle have sin invitation førend hans kone pludselig kollapsede derefter. Han havde aldrig været en troende mand, men i det øjeblik ønskede han at alle guders kræfter kunne stråle igennem ham og bringe dem tilbage. Han kunne hele næsten alle sår, men dette var for dybt. Han var magtesløs. Bar dem til den nærmeste præst, men “deres sjæle var fortabte”. Tid læger alle sår, men alt var tabt for Caelan i det øjeblik. Han gik fra fredfyldt og lykkelig til ussel og fortabt hurtigere end et blød kunne falde fra en gren. Han havde al tid i verden, men ville give alt for at slette det ene minut. Det siges at elvere har en tendens til at hvile længere tid i interesser og fag, men det samme kan være gældende for sorg. Han var godt 290 år da han mistede sin kone og 12-årige barn. Herefter blev Caelan en anden. På kort tid gik han fra drevet og passionsfyldt til drukken og forslået. Han havde altid haft en forkærlighed for menneskelige laster og dårlige vaner, såsom en smøg og drink i ny og næ, der ikke var af typisk elvervariant. Her tog det dog i større drejning og hvis det ikke havde været for en, i hans perspektiv, ung elver ved navn Fennor, havde han nok drukket sig i fordærv den dag i dag. Efter godt 70 år af hans lange liv i en flaske og væltende igennem kroer på må og få, fandt Fennor ham med en blanding af skuffelse og medlidenhed i blikket. Hvordan han bar sig ad med at få ham på benene igen er en lang historie, men det lykkedes. De har rejst sammen i et par år, og har mere tilfælles end hvad første øjekast ville tyde på.
Udseende:
Atypisk elver, kortklippet og med et vejrbidt udtryk. Han har en udstråling der er svær at komme udenom, men absolut ikke af slagsen der hører mere noble eller raffinerede elvere til.
